Annonce

Annonce

Per Kølster står på talerstolen

Den store vækst i plantebaserede fødevarer på globalt plan er langt væk fra den økologiske tankegang, mener ØL's formand, Per Kølster. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Øko-formand: Økologi skal præge væksten i plantebaseret mad

Økologerne skal være proaktive for at kunne præge omstillingen mod en grønnere tallerken, mener Økologisk Landsforenings formand. Foreningen starter derfor et samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening.

Der er en rivende udvikling i gang inden for den plantebaserede fødevareproduktion, og økologerne er nødt til at tage initiativer på området, hvis de skal være med til at præge udviklingen.

Det mener Per Kølster, som er formand for Økologisk Landsforening, der sammen med Dansk Vegetarisk Forening netop har oprettet det nye Plantebaseret Videnscenter.

Målet er, at de to foreninger sammen skal give økologien en fremtrædende rolle i fremtidens plantebaserede fødevareproduktion, der skal understøtte mere grønne måltider, hvor frugt, grønt og plantebaseret protein får hovedvægten på tallerkenen, og kød fylder mindre end i dag. 

"Det er en udvikling, som forudsætter viden. At viden bliver delt og bragt i spil af alle aktører fra jord til bord. De fleste ved godt, at det er klogt at fylde tallerkenen med grønt, men de færreste har lært hvordan. Samtidig har vi mistet grebet om forståelsen for det, der foregår på jorden, og det vi lever af. Vi skal blive meget klogere på fremtidens grønne mad og betydningen af den," forklarer han.

Ud over at initiativet giver mulighed for at udforske landbrugets potentiale til at producere flere økologiske råvarer i sæson, kan det også hjælpe med at præge den vækst, der ses af plantebaserede erstatninger til animalske produkter. Flere globalt orienterede producenter som Beyond Meat, Nestlé og Impossible Foods har til Per Kølsters fortrydelse få eller ingen økologiske varianter.

"Den store vækst på globalt plan er langt væk fra den økologiske tankegang, og det er centralt for os, at når vi arbejder med fornyelse, er det tæt koblet sammen med den økologiske udvikling og dermed ikke alene tænker i klima, men også i natur, biodiversitet og sundhed," siger Per Kølster.

Producenter glemmer at se på helheden

Han mener, at producenterne glemmer FN's verdensmål, hvis de kun fokuserer på at lave køderstatninger uden at tænke på dyrkningsmetoderne og deres påvirkning på omgivelserne:

"Det går stik imod verdensmålenes intentioner om, at man tænker på tværs af systemer. Spekulerer man i at lave et produkt, der passer i én dagsorden som eksempelvis at erstatte kød med protein fra en plante, har man misset pointen med at se det i en større helhed. Her er økologien vejen."

Hvad er forskellen på, at en konventionel producent trækker proteiner ud af planter, og at en økolog gør det samme, hvis begge kun taler ind i én dagsorden om at erstatte kødet med planteproteiner?

"Et banalt eksempel er, at man med den konventionelle ikke har en garanti for, at det er pesticidfrit. Og med de hjælpestoffer, der kan bruges, kan man belaste omverdenen såsom drikkevandet, jorden, dyrene og naturen. Tænker man ikke den helhed med i det, har man afkoblet det budskab, der også er i at lave noget plantebaseret; nemlig at det handler om forvaltningen af den jord, vi skal leve af til evig tid."

Vi er forpligtede til at søge samarbejde de steder, hvor vi kan opnå noget, som er i overensstemmelse med vores visioner.

— Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening

Centret skal understøtte, at Danmark kan efterleve FN's 17 Verdensmål og EAT-Lancet Kommissionens anbefalinger, som udkom i en rapport sidste år. Her lød det bl.a., at det vil gavne både folkesundheden og miljøet, hvis det globale forbrug af bælgfrugter, nødder, frugt og grønt bliver fordoblet, mens indtaget af sukker og rødt kød som minimum halveres.

Det her kan jo potentielt være et ømt punkt for de økologiske kød- og mejeriproducenter. Hvad vil du sige til dem, der måtte frygte, at ØL ikke længere kæmper deres sag?

"Den frygt håber jeg, at vi på forhånd kan mane i jorden. ØL's samarbejdsmuligheder er brede, og vi er forpligtede til at søge samarbejde de steder, hvor vi kan opnå noget, som er i overensstemmelse med vores visioner. Ligesom vi er optagede af, at fremtidens plantebaserede mad er økologisk, er vi også optagede af at sikre, at fremtidens husdyrproduktion er økologisk, og det betyder alt andet lige færre husdyr samlet set, og at vi arbejder for fokus på både produktionen og kvaliteten af det, vi spiser. Vi vil fortsat varetage interesser for alle vores medlemmer, som også tæller kød- og mælkeproducenter og tilsvarende virksomheder. Det nye partnerskab med Dansk Vegetarisk Forening er et strategisk samarbejdede om en lille, men vigtig del af vores projektportefølje, og en skærpelse af vores fokus på den nødvendige grønne omstilling. Vi vil fortsat arbejde med at udvikle og udbrede metoder og salgskanaler for vores økologiske kød og mælkeproducenter."

Hvilke konkrete resultater forventer du, at videncentret kan skabe?

“Jeg forventer, at det kan koble den ernæringsmæssige viden og den grønne madkultur sammen med viden om, hvordan vi arbejder i marken. Det er et område, som er i rivende vækst, da vi bliver meget mere bevidste om f.eks. indholdet af gode sager i vores grønne produkter, lige fra grønsager til bønner, hvad der er sundt at spise, og hvad der er godt for vores fordøjelse, ernæringsbehov alt efter den enkeltes alder og hele den kulturelle dimension i det. Det kræver meget omfattende og kompleks viden, som gerne skal udbygges.” 

I første omgang skal arbejdet ske via projekter som de to foreninger allerede ér i gang med, og som kan tale ind i den plantebaserede dagsorden. Idéen er på lidt længere sigt at lave projekter decideret tilknyttet videncentret.

Mælkeproducent bakker op

Preben Lauridsen, næstformand i Økologisk Landsforening, er som mælkeproducent en af de økologer, der måske kunne se med skepsis på samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening, men han bakker ligesom resten af foreningens bestyrelse op om initiativet.

"Vi er nødt til at gå alle veje, når vi har en forening, der er så bredt funderet. Vi er nødt til at udvikle os af hensyn til klimaet, og derfor er det vigtigt at gå ind i dette arbejde, men det skal være med fokus på en kombination på tallerkenen frem for et ensidigt fokus på grønsager," siger Preben Lauridsen.

Han understreger, at det væsentlige for ham er, at det ikke bliver til et politisk projekt, der direkte modarbejder husdyrproduktionen, men holder sig til forskning, som kan udvikle den plantebaserede del af fødevareproduktionen og -forbruget:

"Husdyr er en del af biodiversiteten, og det må ikke blive sådan, at man ensidigt fokuserer på klimaet – det skal være en kombination af flere parametre. Jeg har ro i maven, så længe det er fagligt funderet. Vi har et fagligt fællesskab, og det skal vi holde fast i."

Flere artikler fra samme sektion

Pesticidfabrik pumper skadelige kemikalier ud i havet

Cheminova har i årevist udledt giftige kemikalier ud i havområder, hvor grænseværdierne for kemikalierne allerede er overskredet. Myndighederne ser igennem fingre med det, selvom det ifølge eksperter er ulovligt.

29-04-2024 4 minutter Miljø,   Pesticider

Økologisk Landsforening frygter, at politikerne har glemt de små landbrug

Økologisk Landsforening har erfaret, at småskalalandbrugene er fraværende i den landbrugs- og veterinæraftale, som politikerne lige nu forhandler om. Stigende gebyrer og et kontrolsystem, der er udformet til storlandbrug, går ud over de små, mener foreningen.

26-04-2024 6 minutter Gårdbutikker & direkte salg,   Politik

Kritikere kalder det »en skandale«, at EU nu fjerner krav om småbiotoper i landbruget

For at imødekomme landmændenes protester rundt om i Europa har Europa-Parlamentet nu vedtaget at fjerne et krav, der skulle tilgodese dyr og planter på landbrugsarealerne.

26-04-2024 3 minutter EU,   Biodiversitet